Statistik

Her kan du læse om statistikken for de anmeldelser, som Red Barnets hotline modtager hvert år.

 

Statistik 2016

Tal fra hotlinen
I 2016 modtog Red Barnets hotline mod børnepornografi 1128 anmeldelser.  29% af henvendelserne handlede om hjemmesider med ulovligt indhold. 12% angik billeder eller film med børn som poseringsobjekter eller sider, hvor konteksten klart pegede på seksuel udnyttelse af børn. De øvrige 59% angik sider, der ikke var adgang til, eller angik sider, som ikke viste krænkelser af personer under 18 år.

Interpols billeddatabase
2016 er det første år, hvor Red Barnets hotline analyserer billeder til Interpols billeddatabase med overgrebsmateriale. Hotlinen analyserede i løbet af året 8233 billeder til databasen – cirka 25% omhandlede decideret ulovligt materiale.

Mere video-materiale
2016 viser især to bevægelser i forhold til det anmeldte materiale: Dels ser vi en stor stigning i antallet af anmeldelser af materiale på filservere. Filservere er i de forløbne år blevet en almindelig måde at dele materiale, og filservere er tilsyneladende et anonymt sted at placere filer. Dels er der sket en stigning i antallet af film med seksuelle overgreb på børn. Det er tydeligt, at video er blevet et almindeligt brugt format. Hvor video for bare få år siden var ”unikt” materiale, så har større båndbredde og mobilkameraets kvalitet betydet, at seksuelle overgreb i dag i langt højere grad filmes som levende billeder.

 

 

Anmeldelser 2015

I 2015 modtog Red Barnets hotline 1772 anmeldelser. Cirka 36 procent af anmeldelserne handlede om hjemmesider med ulovligt indhold. Det svarer til, at vi i gennemsnit fik 34 anmeldelser om ugen, hvoraf de 12 blev vurderet til at indeholde billeder eller film, der viser seksuelle overgreb mod børn.

Statistikken viser en nedgang fra 2014, hvor vi modtog 2568 anmeldelser. Hotlinens medarbejdere vurderer dog ikke, at de færre anmeldelser i 2015 skyldes, at udvekslingen af overgrebsbilleder med børn er blevet mindre. Årsagen er snarere, at det ulovlige materiale i stigende grad udveksles på “det mørke internet”, og at man derfor ikke støder på det som almindelig borger. Samtidig synes indsatsten blandt de mange hotlines verden over at være mere effektiv, så ulovligt materiale bliver fjernet hurtigere.